Min terapeutiske tilgang


Min tilgang til terapien er oplevelsesorienteret, relationel og psykodynamisk. Det betyder, at jeg prioriterer den trygge relation mellem os meget højt. Jeg tror nemlig på, at tillid og nærvær er afgørende for at opnå kontakt, heling og personlig udvikling – og netop tryghed er fundamentet for enhver form for vækst.


Som psykoterapeut har jeg en stor interesse for, hvordan mennesker tænker, føler og handler. Jeg drages mod at hjælpe andre med at sætte tingene i perspektiv og finde nye veje i livet. Som person er jeg omsorgsfuld, og varme, humor og medmenneskelighed er centrale værdier i mit terapeutiske arbejde. Jeg ser mennesket som en helhed og fokuserer på ressourcer og muligheder – ikke kun på udfordringer og symptomer.


Vores samtaleterapi tager altid udgangspunkt i dig og dit aktuelle liv lige nu og her. Med udgangspunkt i nutiden, vil vi sammen indimellem kigge tilbage på din fortid og se fremad mod en fremtid med med indsigt og mod forandring. Terapi berører ofte store livstemaer, og derfor inddrager jeg også humanistiske og eksistentielle perspektiver. Jeg arbejder med mentalisering, som handler om at være opmærksom på sindet og evnen til at tænke og føle klart.


Gennem hele mit arbejdsliv har jeg arbejdet med mennesker, ofte med fokus på relationer og følelsen af at høre til. Jeg tror på, at alle har gode grunde til at føle og handle, som de gør – og at både glæde og smerte er naturlige dele af livet. Vi pådrager os skrammer undervejs, men heldigvis kan gamle sår hele, når vi møder nærvær og forståelse i trygge relationer.


Hvad er forskellen på en psykolog og en psykoterapeut MPF?

Både psykologer og psykoterapeuter MPF arbejder med menneskers trivsel, relationer og psykiske udfordringer.

Psykolog er en beskyttet titel, som kræver en universitetsuddannelse i psykologi. Psykologer kan udrede, diagnosticere og behandle psykiske lidelser.

Psykoterapeut MPF er en beskyttet medlemsbetegnelse i Dansk Psykoterapeutforening. Uddannelsen omfatter blandt andet psykoterapi, supervision, egenterapi og personlig udvikling. Psykoterapeuter MPF arbejder med samtaleterapi og kan støtte mennesker i personlige, relationelle og følelsesmæssige udfordringer, men stiller ikke diagnoser.

Det vigtigste er ofte ikke titlen, men at du finder en fagperson, du føler dig tryg ved, og som matcher dine behov.

Læs mere på sundhed.dk, psykologeridanmark.dk og psykoterapeutforeningen.dk.


I vores samarbejde kan du forvente, at jeg møder dig med nærvær og respekt. Jeg tilbyder et fortroligt rum, hvor du kan udforske og udfordre det, der begrænser dig. Du vil blive mødt med anerkendelse og støtte – men også med en blid insisteren, refleksion og vedholdenhed. Målet er, at du kan bruge det, vi arbejder med i terapien, direkte i din dagligdag og i dine relationer – så dit liv kan bevæge sig i en retning, der giver mening og livsglæde.